Startside | Oversættelse | Fagområder | Sprog | Redigering | Kvalitet | Priser | Om mig | Kontakt

Oversættelse

   

Rette ord på rette sted

Hvad enten det drejer sig om pressemeddelelser eller processkrifter, balancer eller betjeningsvejledninger: En god oversættelse er i stand til at transportere originaltekstens indhold og budskab på tværs af alle kulturelle og sproglige grænser.

For at opnå dette skal kildetekstens indhold naturligvis gengives fagligt korrekt og i overensstemmelse med originalen, men samtidig skal oversættelsen også afpasses sprogligt og stilistisk i forhold til målgruppen, så den oversatte tekst lever op til originaltekstens formål som regel helst uden at læseren overhovedet lægger mærke til, at der er tale om en oversættelse.

Bortset fra omfattende sproglige og faglige kundskaber kræver dette frem for alt også en sikker fornemmelse for stil og tone, intention og nuancer og naturligvis en udpræget evne til at formulere forskelligartede teksttyper præcist og stilsikkert.

Bekræftede oversættelser

For at have gyldighed over for myndigheder og domstole skal en oversættelse normalt være bekræftet. En bekræftet oversættelse er en oversættelse, hvor en translatør med sit stempel, sin underskrift og en påtegning står inde for, at oversættelsen er en fuldstændig og nøjagtig gengivelse af kildeteksten.

Som regel kræves der bekræftede oversættelser i forbindelse med dokumenter, der skal fremlægges i retssager, ved etablering af virksomhed eller indgåelse af ægteskab i udlandet samt i andre officielle sammenhænge. Det kan fx være selskabsvedtægter, udskrifter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, processkrifter, dåbsattester, vielsesattester, skilsmissebevillinger, domme, eksamensbeviser, dødsattester, testamenter, straffeattester etc.

Jeg er beskikket som statsautoriseret oversætter ved Oberlandesgericht Schleswig og er således berettiget til at bekræfte oversættelser fra dansk til tysk og fra tysk til dansk.